Om Kulturprofil

Et nyt værktøj til vurdering af din læringsprofil

Læring er de senere år blevet et centralt begreb inden for pædagogik og uddannelse i almindelighed og inden for folkeoplysning og foreningsliv i særdeleshed. Læring foregår både i de formelle uddannelser fra grundskole til universitet, i de ikke-formelle uddannelser som folkeoplysning og højskoler, samt i uformelle områder som foreninger, arbejdsliv m.v.

Dette værktøj er udviklet til at beskrive læringen inden for det frivillige kulturelle område, og det tager udgangspunkt i en forståelse af læring som bestående af tre dimensioner: Dannelse, kundskaber og kompetencer.

Værktøjet kan du bruge til at vurdere, hvilken betydning dit foreningsarbejde har for din personlige udvikling eller din menneskelige vækst. Beskrivelsen af din læringsprofil kan også udgøre et supplement til dit C.V. og således bruges, når du søger job, eller søger optagelse på en uddannelse.

Du kan enten udfylde spørgeskemaet alene, eller du kan gøre det sammen med en sparringspartner - en leder, en vejleder eller anden aktiv - fra din forening.

Hvorfor et værktøj til læringsbeskrivelse

Deltagere i det frivillige kulturelle foreningsarbejde lærer en masse, der både er værdifuldt for dem som mennesker og medborgere, og som også kan bruges i den videre uddannelse og i arbejdslivet. Men ofte tænker de aktive ikke selv over, hvad de lærer sig - det er jo ikke derfor, de er med i foreningen, men fordi de interesserer sig for dens formål og dens aktiviteter.

Mange aktive kunne have stor glæde af at blive mere bevidste om, hvad de har lært i foreningslivet, ligesom de kan bruge en beskrivelse af deres læring i forhold til uddannelse og arbejde. For foreningerne kan brugen af læringsbeskrivelser betyde, at man bliver mere opmærksom på, hvad de aktive egentlig får ud at være aktive i foreningsarbejdet. Det kan igen betyde, at man bliver bedre til at udvikle aktiviteterne, så foreningen bliver mere attraktiv for flere.

Der er således flere gode grunde til at tilbyde de aktive en mulighed for at kunne lave en beskrivelse af den læring, som de har tilegnet sig eller demonstreret i foreningen. Først og fremmest til personlig afklaring, men også som dokumentation i forhold til en fremtidig uddannelses- og erhvervskarriere.

Det særlige ved dette værktøj

I de senere år har der været meget fokus på dokumentation af læringen inden for folkeoplysningen og det frivillige foreningsliv, og der er blevet udviklet forskellige værktøjer inkl. web-baserede spørgerammer til vurdering af det læringsmæssige udbytte. Men de udviklede værktøjer har hidtil kun haft fokus på den side af læringen, der handler om kompetencer (de bløde kvalifikationer), mens de sider ved læringen, der handler om dannelse og kundskaber (viden og færdigheder) ikke indgår i spørgerammernes dokumentation.

Vi har derfor set et behov for at udvikle en bredere spørgeramme, der kan dokumentere de særlige kvaliteter ved læringen i de frivillige kulturelle foreninger, hvor udviklingen af dannelse, kundskaber og kompetencer går hånd i hånd.

Elementer fra de tre læringsdimensioner indgår i et eller andet omfang i alle læringsprocesser. Men deres vægt og kvaliteter kan variere meget alt efter hvilken læringsarena, der er tale om. Især inden for det kulturelle foreningsområde og den kunstbaserede folkeoplysning finder vi det vigtigt med en spørgeramme, der kan tydeliggøre det æstetiske og dannelsesmæssige udbytte.

Spørgerammens opbygning

Værktøjets spørgeramme tager udgangspunkt i en forståelse af læring som bestående af følgende tre dimensioner, der hver bestemmes gennem seks elementer:

·  Dannelse med fokus på personlighedsudvikling, hvor elementer er autenticitet, autonomi,  vidensmæssig overblik, moral, æstetisk sans og det hele menneske

·  Kundskaber med fokus på viden og færdigheder, hvor elementer er almen viden om menneske, samfund og kultur, samt særlig viden, færdigheder og didaktisk forståelse inden for et bestemt fagligt emne.

·  Kompetencer med fokus på praktiske tværgående evner, hvor elementer er samarbejde, kommunikation, kreativitet og innovation, selvledelse, interkulturel forståelse og læringskompetence.

Hvert element beskrives gennem fem nøglespørgsmål. Det giver i alt 90 spørgsmål - 3 dimensioner x 6 elementer x 5 lukkede spørgsmål - hvor du skal vægte deres betydning ved at afkrydse på en værdiskala gående fra i meget høj grad til i mindre grad. Desuden er der er åbent spørgsmål for hvert element, hvor du selv kan komme med kommentarer eller eksempler på dit udbytte.

Spørgerammen har endvidere en opdeling mellem på den ene side status over din aktuelle læringsprofil og på den anden side din foreningsaktivitets bidrag til denne. Det betyder, at du først vurderer din aktuelle læringsprofil i forhold til det enkelte element fx social kompetence, og dernæst vurderer din foreningsaktivitets betydning for at udvikle denne.

Denne skelnen mellem din aktuelle status og foreningslivets bidrag er vigtig, så du undgår at tilskrive dit foreningsliv en forkert værdi. Fx kan din beskrivelse vise, at du har en høj samarbejdsevne, men at din foreningsaktivitet ikke har haft særlig betydning for at udvikle denne, eller din beskrivelse kan vise, at du har gode kundskaber om kulturelle forhold og det i høj grad skyldes din foreningsaktivitet.

Den færdige læringsbeskrivelse

Når du har udfyldt værktøjet til din personlige læringsbeskrivelse, laver programmet to dokumenter. Det første giver en sammenfatning af din læringsprofil og dit udbytte af at deltage i foreningsarbejdet. Det andet indeholder dine samlede svar på hele spørgeskemaet.

Du kan printe denne læringsdokumentation eller gemme den på din computer, eller på et USB-stick, CD eller lignende. Bemærk at du altid kan vende tilbage til www.dinkulturprofil.dk og hente dine svar, så længe du kan huske dit kodeord til login.

Du kan redigere opsætningen af det færdige dokument og bruge det som et bidrag til en personlig afklaring i forhold til din læringsprofil, og det kan også udgøre et supplement til dit C.V. og bruges, når du søger job, eller søger optagelse på en uddannelse.

Udviklingsarbejdet

Tilbuddet er resultatet af et udviklingsprojekt, som Kulturelle Samråd I Danmark har gennemført i samarbejde med Interfolk, institut for folkeoplysning og foreningsarbejde, og den endelige webbaserede opsætning er sket i samarbejde med det telepædagogiske firma, Educase. Udviklingsarbejdet har været støttet af Kulturministeriets og Undervisningsministeriets udviklingsmidler.

God fornøjelse

Klik her - hvis du vil vide mere om værktøjet

Klik her - hvis du se vejledningen til værktøjet

Klik her - hvis du overvejer at bruge en sparringspartner til din læringsbeskrivelse

Klik her - hvis du vil se et eksempel på en færdig beskrivelse

Klik her - hvis du vil begynde at bruge værktøjet

  

 

Copyright © 2012 Kulturelle Samråd i Danmark